Humle
Humle (Humulus lupulus) er mest kendt i forbindelse med ølbrygning, men har også mange andre anvendelsesmuligheder. Som spiseplante er Humlen kommet i fokus med det såkaldte Nye Nordiske Køkken. Flere dele af planten kan spises:
- helt unge skud til salater
- unge blade til salater
- [yngre] blade til stuvninger
- kogte/dampede unge skud “som asparges”
- hun-blomster til te, saftfremstilling og ølbrygning
- hun-blomster til salater
- panerede hun-blomster som snack
Humle indeholder bitterstoffer der er bakteriedræbende, fremmer dannelsen af mavesyre og er vanddrivende. Hun-blomsterne indeholder stoffer der er beroligende.
Beskrivelse
- Vokser i grøftekanten, skovbryn og lysninger på fugtig bund.
- Flerårig, slyngende urt med op til 6 meter lange ru stængler. Barken er grøn eller gråbrun. Skuddene er besat med fine kroge, som planten hager sig fast med.
- Bladene er håndlappede eller fligede med takket kant. Begge sider er lysegrønne og ru.
- Han- og hunblomster er på forskellige individer. Hanblomsterne sidder som gulgrønne toppe i skudspidsen, mens hunblomsterne sidder som kogleagtige “humlekopper”.
- Stammer oprindelig fra det centrale Europa, men vokser forvildet i Danmark.
