Tomat

I bymiljøet kan man af og til møde tomatplanten (Solanum lycopersicum) som "ukrudt" i sprækker i fortovet eller mellem beplantninger i parker osv – ofte som resultat af frø fra en smidt tomat (madrester med tomat), kompost eller måske fugle, der har spist frugten. Tomatfrø er nemlig temmelig robuste og kan overleve i affald, og så spire under de rette forhold.

Det er dog sjældent at "ukrudt-tomaterne" producerer frugter, der er klar til at spise. Det skyldes både at tomatplanter generelt (som forædlede produktionsplanter) er ret næringskrævende, og at dem vi ser vildvoksende i bymiljøet oftest stammer fra frø fra tomatsorter, som slet ikke passer til vores klima.

Tomat stammer fra Sydamerika, hvor den er blevet dyrket og forædlet som køkkenurt gennem flere tusinde år. Til Europa kom tomaten med opdagelsesrejsende ved starten af 1500-tallet. Først som eksotisk prydplante – og der gik et par århundreder, før den slog igennem som den populære grønsag som den er i dag.

Tomatplantens grønne dele er svagt giftig – mens frugten er spiselig, når den er moden. Umodne grønne tomater kan spises i små mængder, hvis de koges eller steges først.

Tomat findes i nærmest utallige forskellige sorter og variationer, hvilket betyder at smagen og mængden af indholdsstoffer varierer også derefter. Generelt er tomater rige på vitamin C, A, E og K, samt mineraler som kalium, fosfor, magnesium, calcium, jern og zink.

Tomater har flere medicinske anvendelser, især inden for hudpleje, hvor tomatsaft bruges mod forbrændinger og soleksem. De indeholder lycopen, en kraftig antioxidant, som undersøges for sin potentielle beskyttelse mod hjertekarsygdomme og visse kræftformer. Derudover kan lycopen have en gavnlig effekt på metabolisk syndrom ved at forbedre risikofaktorer som forhøjet blodtryk og kolesterol.

I Frankrig (hvor tomaten kom i løbet af 1500-tallet) blev den i først dyrket som en prydplante, og fik det romantiske navn “pomme d’amour” (kærlighedsæble), da man mente den havde elskovsfremmende egenskaber.